Alarm 112
Ring 112, hvis der er sket en alvorlig ulykke, eller hvis du har brug for akut hjælp ved livstruende sygdom.
Når du ringer 112
Når du ringer 112, er det vigtigt, at du fortæller:
- Hvem du er
- Hvor du er
- Hvor mange tilskadekomne der er
- Hvor hårdt de er kommet til skade.
Du vil først komme igennem til politiets alarmcentral. Hvis din henvendelse drejer sig om sygdom eller ulykker, vil du blive stillet om til en sundhedsfaglig visitator på regionens AMK-vagtcentral, der hjælper dig med at starte en eventuel behandling, indtil hjælpen når frem.
Ring ikke 112 i følgende situationer
Du skal ikke ringe 112, hvis det drejer sig om:
- Forstuvninger
- Mindre sår
- Flænger og flækkede øjenbryn
- Mindre forbrændinger
- Almindelig næseblod
- Sportsskader
Kontakt i stedet din egen læge eller Region Syddanmarks Læge- og Skadevagt på telefon 70 11 07 07. På den måde sikrer vi den bedste hjælp til alle.
Hjælpen starter i telefonen
Når du ringer 112 er det selvfølgelig, fordi du har brug for hjælp. Men vi sender – ikke altid – en ambulance. Det afhænger af situationen.
Derfor er det vigtigt, at du forsøger at bevare roen, så den sundhedsfaglige visitator kan give dig den hjælp, du har brug for.
Det er den sundhedsfaglige visitators ansvar at sørge for, at alvorligt syge og tilskadekomne kan få en ambulance. Derfor er det vigtigt, at ambulancerne ikke blokeres til kørsler, som man selv kan klare.
Find nærmeste akuthjælp via MinSundhed app
Med MinSundhed-appen kan du hurtigt få overblik over dine muligheder for akuthjælp i hele landet.
Via appen får du et samlet overblik over, hvor du skal ringe hen, hvis du har brug for:
Akuthjælp ved sygdom eller skade
Hjælp ved psykisk krise eller selvmordstanker
Været i kontakt med noget giftigt
Rådgivning ved overgreb og krænkelser
Tandlægevagt, kiropraktorvagt eller apoteker
Tilbuddene vil være sorteret geografisk, og du kan ringe direkte til dem med et enkelt klik, så du hurtigt kan komme i kontakt med den nærmeste hjælp.
Med telefonens GPS-position kan du hurtigt finde nummeret på den nærmeste lægevagt eller nærmeste akuttelefon – uanset hvor i landet du er.
Du kan hente MinSundhed i Google Play eller Appstore.
Brug for politiet?
Har du brug for at komme i kontakt med politiet for at anmelde en forbrydelse eller andet, der ikke kræver øjeblikkelig udrykning, skal du ringe 114 – det er det direkte nummer til din nærmeste politistation.